Fakta

Nazisme: Stammer fra fascismen. I nazismen vil man sortere de urene fra i samfundet. Det vil sige at de vil have en bestemt gruppe mennesker ”udryddet”, og man har kun en leder. Lederen er den som styre alt, så man er fri for at tage sine egne beslutninger og han ved bedst. Først kommer lederen, så krigerne der skal hjælpe lederen og til sidst kommer folket, der skal adlyde lederen.

Fascisme: Blev oprettet i Italien. Her vil man sortere de svageste fra. Ligesom i nazismen vil man ”udrydde” en bestemt gruppe mennesker og fascismen har samme ledere ideologier, som nazismen.  

Film

Liselotte Hermann

Hun gik på noget ligende et gymnasium som hed Abitur efter folkeskolen, og arbejdede på en kemikaliefabrik for at hun skulle blive klogere på sit studie i kemi.  Hun gik på universitet i Stuttgart og derefter universitet i Berlin. Imellem 1928 og 1930 blev hun medlem af kummunistiske ungdomsparti i Tyskland, hun blev også medlem af Roter Studentenbund. I starten af 1933 blev hun medlem af ’’Call for the Defence of Democratic Rights and Freedoms’’ og derfor arbejdede hun imod det nazistiske styre i Tyskland. Hendes mand blev fanget af Gestapo i december i 1933, og derefter tog hun et arbejde som barnepige og stiftede bekendtskab med KPD. I 1934 blev hendes søn Walter født, og flyttede derfor hjem til sine forældre i Stuttgard. Hun arbejdede først som sekretær i hendes fars firma, og kom igen i kontakt med det forbudt parti KPD, og gav dem hemmelige informationer om våben projekter og bygninger. Den 7 december i 1935 blev hun arresteret, og 3 år senere blev hun henrettet sammen med 3 andre fra samme parti.

 

 

 

 

 

Kilder: http://en.wikipedia.org/wiki/Liselotte_Herrmann



Rote Kapelle

Rote kapelle (det røde orkester) var den betegnelse Gestapo gav alle de modstandsgrupper de ikke vidste hvor hørte til, og dem de vidste var kommunistiske. De blev kaldt Die Rote Kapelle fordi rød er den farve der symbolisere kommunismen, og Kapelle/orkester fordi den tyske kontraspionage, kaldte spionernes radiosendere for jukeboxe og deres agenter for musikanter.

 

 

 

 

Kilder: http://da.wikipedia.org/wiki/Rote_Kapelle



 

Kreisau-kredsen

Gruppen blev opkaldt efter Helmut James von Moltkes gods i Kreisau, og blev dannet i begyndelsen af 1940’erne da Helmut James von Moltke og Marion Yorck von Wartenburg begyndte at arbejde sammen, da de begge havde været med i kritisk stillede grupper mod Nazityskland.  Gruppen beskæftigede sig blandt andet med planer til en nyordning af et efternazistisk Tyskland i et føderalistisk Europa. Deres mål var at styrte det nazistiske styre, men ikke at myrde Hitler og Kreisau Kredsen kom til at reprænsentere tysk opposition.
Kreisau Kredsen blev opløst i Januar 1944 efter 20-juli-attentatet, da Moltke blev anholdt. Han blev dømt og henrettet i 1945 ved hængning. Flere medlemmer fra kredsen blev henrettet under opgøret med den indre modstand efter forsøget på det mislykkede attentat mod Hitler.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilder: http://da.wikipedia.org/wiki/Kreisau-kredsen

 

http://da.wikipedia.org/wiki/Helmuth_James_von_Moltke

 

http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Tyskland,_%C3%98strig,_Schweiz_og_Liechtenstein/Tyskland_1933_-_1949/Kreisauerkredsen

 



Weisse Rose

Weiße Rose

Hvide rose er navnet på en modstandsgruppe der i 1942 til 1943 udsendte flyveblade af 6 gange. Gruppen blev startet af søskendeparret Hans og Sophia Scholl, som kontaktede andre studerende de vidste var imod det nye styrer, Nazisterne. I de første flyveblade citerede de Bibelen, Laozi, Aristoteles, Novalis og Goethe. De første 4 hold flyveblade blev trykt i ca. 100 eksemplarer, og sendt til udvalgte akademikere, og de sidste to i ca. 10.000 eksemplarer og sendt ud i hele landet, bl.a. til Hitler og Joseph Goebbels (han var en af Hitlers tætteste, og holdt ved til det sidste, og endte med accept fra hustruen at tage livet af hende, deres 6 børn og ham selv, da krigen var tabt). Af det første hold flyveblade blev 35 af de 100 udsendte indleveret til Gestapo.

De første flyveblade blev udsendt anonymt. De fandt adresserne i telefonbøger og sendte dem ud til universitetsprofessorer og bar ejere.

 

I 1943 kom ”den hvide rose” med en forklaring på gruppens oprindelse. De ville overbevise det tyske folk om at de godt kunne gøre modstand, og at hvis mange står sammen af med den samme mening, vil de vinde.

Den 18. feb. 1943 blev Sophie Scholl, Christoph Probst, Willi Garf og hans søster Anneleisse arresteret. Efter 3 dages forhør blev Sophie Scholl og Christoph Probst sat for folkedomstolen og senere dømt til døden. Sophie kæmpede for sit liv ved først at lyve for den erfarne forhørsleder Robert Mohr, og fik ham overbevist om at hun var uskyldig. Men da han tilbød hendes frihed til gengæld for broderens liv, tilstod hun med åben pande, og blev kort tid efter henrettet.

 Willi Garf og Anneleisse, som var arresteret sammen med de to andre, blev dømt til døden den 19. april, men blev først henrettet den 12. oktober, fordi Gestapo prøvede at tvinge navnene ud på de andre medlemmer i gruppen.

De blev grebet at Gestapo, fordi de blev set af Jakob Schmidt fra Nazi partiet, da de kastede flyveblade ud fra 3 sal på deres universitet. Gestapo fandt beviser på at de var skyldige, og greb dem derfor.

Sophies bror, Hans, blev også senere henrettet, med de sidste overlevede.

Der er bygget et monoment uden for deres universitet i München, for at ære deres indsats.

 

 

Kilder: http://www.spartacus.schoolnet.co.uk/GERwhiterose.htm

Modstandsfolk. 

 

Modstandsfolk.

 

 

 

 

Gedenkstätte Deutscher widerstand

Gården hvor modstandsfolk blev henrettet.

 

 

 

Mindesmærke ved Gedenkstätte Deutscher widerstand for de afdøde modstandsfolk.

Mordforsøg på Hitler

Hitler er nok en af de mest skrammende personer der har været på jorden her i nyere tid.

Men viste folk også det på daværende tidspunkt?

Der er mange forskellige meninger og ideer til hvor mange mordforsøg der var på Adolph Hitler, alt fra 13 – 40 forsøg bliver oplyst. Man er dog meget enige om at hovedparten af de forsøg der kommet tættest på føreren var ”nasister” i Hitlers egne rækker der gik i mod hans person. Dette er vigtigt at ligge mærke til ”imod hans person” det var altså sjældent hans styre folk ville ændre radikalt men der i mod ville de bare have fjernet ham fra posten da de mente at han skadede Tyskland.

Det drejer sig ikke længere om Føreren, ej heller om fædrelandet, ikke om min kone og mine fire børn, men det drejer sig om hele det tyske folk

Det er en sætning af grev Claus von Stauffenberg der var en højt rangeret officer i Hitlers regime. Når man nævner mordforsøg i det 3. Rige kan man ikke komme uden om Stauffenbergs forsøg i juni 1944, operation valkyrie. Det var en dristig plan for at vælte Hitler fra posten overtage magten med Hitlers egen nødplan Operation Valkyrie og prøve at rede det tyske folk fra komplet undergang.

Og planen ville have virket hvis det ikke havde været fordi at det møde, som Stauffenberg, Hitler og andre højtståede officerer havde omkring den militære taktik, var blevet holdt i den bunker som det var planlagt, men i stedet var det blevet holdt oppe i en jagthytte da bunkeren var for varm. Dette resultere i at bomben ikke havde den ønskede effekt og derfor var der kun 4 der døde. Og Hitler var ikke en af dem.

 

Fakta

Bekendelseskirken

Bekendelseskirken blev stiftet, da Hitler overtog magten i Tyskland i 1933. Den var en retning inden for den protestantiske kirke, der forsøgte at bekæmpe nazisternes forsøg på at få kontrol med kirken i Tyskland. Bekendelseskirken var Barmenerklæringens afsender, og kun de, som kunne tilslutte sig Barmenerklæringen, havde ifølge Bekendelseskirken ret til at repræsentere den sande kirke.

Hovedpersoner

Barmenerklæringen er ikke en enkelt mands tekst. Teologerne Karl Barth (1888-1966) og Martin Niemöller (892-1984) var dog to af hovedaktørerne bag erklæringen. Karl Barth, der også er kendt som fadder til den såkaldte dialektiske teologi, blev afskediget og derefter udvist af Tyskland på grund af sin modstand mod nazismen. Martin Niemöller var en af Bekendelseskirkens mest betydningsfulde repræsentanter. Han blev af Hitler erklæret "livsfange nr. 1" og sad i fangenskab fra 1937 til krigens afslutning.

Uddrag fra Barmenerklæringen

To karakteristiske passager fra Barmenerklæringen:

"Som medlemmer af lutherske, reformerte og unerede kirker må og skal vi i fællesskab tale om denne sag. Netop fordi vi ønsker at være tro mod vores respektive bekendelser og ønsker at vedblive at være det, kan vi ikke tie, idet vi tror, at der i en tid, der er kendetegnet af en fælles nød og anfægtelse, er lagt os et fælles ord i munden."

 "Vi forkaster den falske lære, at kirken ved siden af dette ene Guds Ord også skulle og kunne anerkende andre begivenheder og magter, skikkelser og sandheder om Guds åbenbaring." (fra artikel 1)

Serie om bekendelser

Lige siden kristendommens første tid har troende gjort forsøg på kort og præcist at formulere, hvad troen gik ud på i bekendelser eller bekendelsesskrifter. Kristeligt Dagblad bringer en serie om bekendelser, der har formet kirkehistorien, og som stadig har betydning for kirkens tro og lære. Denne artikel er femte artikel i serien.

Forholdet mellem kirken og Hitler

Hitler var selv opdraget som katolik. Han udvikler sig til at blive kritisk overfor kirken.
Hitler mener, at Tyskland skal være sin egen Gud.
Han bruger begreberne: Tro, håb og kærlighed. Han bruger de her tre begreber fra kristendommen, om Tyskland, for at bevise overfor Tyskland er vi er vores egen Gud. Hvis vi er vores egen(Hitler er) Gud, kan vi frelse Tyskland for hungersnød og fattigdom. Han siger indirekte: Han selv er ”gud”. Eller i hvert fald sendt af Gud.

I 1933 var der stor begejstring for fremskridt i det fattige Tyskland. Kun få kritiske røster hørtes, da kirkerne tog imod Hitlers invitation til at deltage i en fælles kamp mod gudløshed og moralsk forfald, og i løbet af kort tid blev en bevægelse med navnet Tyske Kristne en stærk magtfaktor i kirkelivet. Bevægelsen arbejdede for at gennemføre nazismens ideologi også i kirken. Det gjorde at efter magtovertagelsen i 1933, nazisterne meget hurtigt satte sig på styret af den evangeliske kirke, gennem indsættelse af en såkaldt rigsbiskop.

 Særligt to problemstillinger var efter Hitlers magtovertagelse blevet brændende aktuelle for den evangeliske kirke: førerprincippet og raceideologien. De Tyske Kristne havde fået valgt en rigsbiskop, der med Hitler som fører-forbillede skulle realisere idealet om den stærke leder. Samtidig blev der i 1933 vedtaget en "arier-paragraf", som betød, at alle præster skulle godtgøre, at de var rigtige tyskere for at beholde deres embede.

Luthers to-regimentelære:

Åndelige regimente:

-          Kirken

-          Bruger ordet/biblen

Det verdslige regimente:

-          Staten/fyrsten

-          Bruger sværdet/magten

Luther ville have at begge regimenter skulle være under Gud som herre.

Nationalistiske teologer argumenterede, blandt andet med henvisning til Luther, for, at nazi-styret var et godt regimente, indsat af Gud. Kirken skulle ikke skal blande sig i statens anliggender. De bruger regimentelærerne mod kirken og udnytter dens magt. 

I løbet af 1933 begyndte kredse i den evangeliske kirke at finde sammen om en modstand, der dog mest handlede om at bringe kirken frelst igennem tiden med det nye styre.

Karl Barth var – med baggrund i sin teologi – en klar modstander af en sådan begrænset strategi. Han forudså den kommende katastrofe, og han mente, at kirken kun kunne reddes som kirke ved at sige et klart og markant nej til den hedenskab, som nazistyret efter hans mening repræsenterede.

Dette voksende spændingsfelt mellem den politiske statsmagt og den protestantiske kirke, er baggrunden for at forstå Barmenerklæringen, der er enestående i nyere kirkehistorie. Barmenerklæringen er en erklæring der blev lavet i Barmen i bekendelseskirken. Her fik Karl Barth reddet kirken for nazisternes ideologier. Erklæringen er det første eksempel siden reformationen på en bekendelse, der samler både lutherske og reformerte kristne.

 

Kilder: kompendiet kirke og nazisme.

 

Den tyske kirkes rolle under 2. verdenskrig

I den nazistiske racepolitik blev ikke kun jøder slået ihjel, men også handicappede. Der blev slået mellem 70.000 og 100.000 handicappede ihjel. Den katolske kirke havde nogle plejeanstalter, og derved blev de indblandet i den nazistiske krig. Mange af præsterne gjorde ingenting, mens få gjorde.

Da den katolske kirke drev plejeanstalter blev de involveret i det nazistiske eutanasi-program(døds-program). I 1939 blev de pålagt at reportere- og senere udlevere syge børn eller børn med lidelser, som nazisterne ikke mente, var værdige til liv. Blot et år efter skulle de også indberette voksne patienterne.  Mange af de syge voksne og børn blev udsat for eutanasi-program.
  Den katolske kirkes holdning til drabene på de handicappede var tvetydig. Til trods for at flere højtstående personer inden for den katolske kirke allerede fra midten af 1940 tog afstand fra eutanasi-programmet, men det blev aldrig organiseret modstand, da protesterne kom fra enkelt personer eller små kirkesammenslutninger og det blev ofte fremført overfor politikere og embedsmænd i statsadministrationen udenfor offentlighedens søgelys.

I 1940 forsøgte nogle af biskopperne at få lavet en særaftale med nazisterne, hvor katolske institutioner skulle undtages fra eutanasi-programmet. Disse forhandlinger blev afbrudt, da der blev udsendt en meddelelse, der fordømte drab på personer, som blev anset for værende unyttige for samfundet.

Biskop Von Galens var en af de eneste biskopper, som protestede offentligt i hans prædikener.  Han var biskop i Münster i Westfalen. Von Galen var nationalistisk og konservativ i sin politiske overbevisning; hans protester var ikke rettet mod det nazistiske regime i sin helhed, men kun mod dele af den nazistiske politik. I 1941 modtog Von Galen oplysninger om patienttransport fra plejeanstalten Marienthal i Westfalen og han fik vished om, at disse patienter var udset til eutanasi. Han forsøgte rede patienterne, ved proteserne offentligt, men uden resultat. Patienterne blev slået ihjel.  I en af sine prædikener afslørede han kendskab til detaljere til eutanasi-programmet. Von Galen sagde også i talen at han tager stærkt afstand fra programmet, og at drabsmændene skulle straffes. Von Galens prædiker blev hurtigt udbredt, de blev oplæst i flere katolske kirker, men også i protestantiske kirker. De nåede også til fronten og udlandet, hvilket ikke var godt for nazisterne. Ved fronten vakte budskabet uro blandt soldaterne, da de fandt ud af, hvilken skæbne der kunne vente hjemvendte sårede soldater. I udlandet belyste især de engelske og de amerikanske medier von Galens protest, som i deres øjne var heroisk. Prædikerne blev oversat til flere sprog.  På grund af sin store udbredelse blev prædiken en medvirkende faktor for Hitlers beslutning om eutanasi-programmets videre forløb.
  Nogle protestantiske præster blev anholdt af det hemmelige politi, Gestapo, og sendt i koncentrationslejre for at kritisere statens ledelse. Von Galen forventede da også selv at blive anholdt, og allerede om aftenen efter den omtalte prædiken sad han i sit hjem og ventede, men Gestapo kom ikke. Efterfølgende fortsatte von Galen med at opponere mod det nazistiske regime i sine prædikener, men han blev aldrig straffet for sine protester. Der var flere personer i den nazistiske topledelse, der var af den opfattelse, at von Galen skulle hænges for sine udtalelser, men i sidste ende ønskede man ikke at skabe konflikt med kirken i krigstid. Hængning af von Galen ville højst sandsynligt gøre ham til martyr, hvilket ville øge hans popularitet og dermed give grobund for mistillid til det nazistiske regime. Hitler besluttede derfor, at han først ville reagere på von Galens modstand efter krigens afslutning.

I stedet for at anholde von Galen valgte de nazistiske magthavere at iværksætte en omfattende modpropaganda for at forsøge at imødegå det kendskab til eutanasi-programmet, som var en af effekterne af von Galens protester. Denne propaganda-kampagne omfattede avisartikler, hvor man forsøgte at afværge rygterne om eutanasi ved at kalde det fjendtlig propaganda med det formål at svække den indre front.

Von Galen døde i marts 1946, men inden han døde blev han udnævnt til kardinal i december 1945.

Kilde: http://www.folkedrab.dk/sw52849.asp

Oskar Schindler

Oskar Schindler blev født den 28. april 1908 i byen Switavy, Østrig-Ungarn, som i dag er en del af Tjekkiet. I 1939 meldte Schindler sig ind i det tyske naziparti, med tanke på at drive forretning i Tyskland. Schindler så jøderne, som en rigtig god mulighed for at drive forretning, da de ellers skulle afvejen, kunne han få deres arbejdskraft gratis.

Schindler startede en fabrik i Krakow, Polen ved navn ”Deutsche emaillewarenfabrik” hvor han producerede potter og pander til den tyske hær. Schindler var i starten udelukkende ude efter, at tjene penge, men efter han oplevede massakren på Krakows ghetto, satte han alt ind på at beskytte jøderne, som arbejdede for ham. For at sikre, at hans jøder ikke blev deporteret, lavede han indbyrdes aftaler med Amon Göth. Udover dette hjalp han også jødiske børn ud af ghettoen, og leverede dem til nonner, som kunne skjule dem fra nazisterne.

Oskar Schindler blev et par gange anklaget for sortbørshandel og underslæb, man går ud fra, at Schindler slap uden om dette pga. hans gode forbindelser, og at han bestak sig fra det.

Da den røde hær nærmede sig de østlige koncentrationslejre, lykkedes det Schindler at få flyttet ca. 1100 jøder til en fabrik i Brnênec, hvor de skulle producere missiler og granater. Ved at flytte dem reddede han alle 1100 liv. Schindler sørgede for, at der ikke blev produceret et eneste brugbart missil eller granat, hvilket også i sidste ende kostede ham hans formue.

Jøderne udviste rigtige stor taknemmelighed, over for hvad Schindler gjorde. Han blev begravet i Israel, hvor der er lagt sten ovenpå hans grav, som et tegn på taknemmelighed. På hans gravsten er der blev skrevet "Den uforglemmelige redningsmand af 1200 forfulgte jøder”. Der er bl.a. lavede en film om Schindlers bedrifter ved navn ”Schindlers Liste” hvilket er en hyldest til hans handlinger.