Den tyske kirkes rolle under 2. verdenskrig

I den nazistiske racepolitik blev ikke kun jøder slået ihjel, men også handicappede. Der blev slået mellem 70.000 og 100.000 handicappede ihjel. Den katolske kirke havde nogle plejeanstalter, og derved blev de indblandet i den nazistiske krig. Mange af præsterne gjorde ingenting, mens få gjorde.

Da den katolske kirke drev plejeanstalter blev de involveret i det nazistiske eutanasi-program(døds-program). I 1939 blev de pålagt at reportere- og senere udlevere syge børn eller børn med lidelser, som nazisterne ikke mente, var værdige til liv. Blot et år efter skulle de også indberette voksne patienterne.  Mange af de syge voksne og børn blev udsat for eutanasi-program.
  Den katolske kirkes holdning til drabene på de handicappede var tvetydig. Til trods for at flere højtstående personer inden for den katolske kirke allerede fra midten af 1940 tog afstand fra eutanasi-programmet, men det blev aldrig organiseret modstand, da protesterne kom fra enkelt personer eller små kirkesammenslutninger og det blev ofte fremført overfor politikere og embedsmænd i statsadministrationen udenfor offentlighedens søgelys.

I 1940 forsøgte nogle af biskopperne at få lavet en særaftale med nazisterne, hvor katolske institutioner skulle undtages fra eutanasi-programmet. Disse forhandlinger blev afbrudt, da der blev udsendt en meddelelse, der fordømte drab på personer, som blev anset for værende unyttige for samfundet.

Biskop Von Galens var en af de eneste biskopper, som protestede offentligt i hans prædikener.  Han var biskop i Münster i Westfalen. Von Galen var nationalistisk og konservativ i sin politiske overbevisning; hans protester var ikke rettet mod det nazistiske regime i sin helhed, men kun mod dele af den nazistiske politik. I 1941 modtog Von Galen oplysninger om patienttransport fra plejeanstalten Marienthal i Westfalen og han fik vished om, at disse patienter var udset til eutanasi. Han forsøgte rede patienterne, ved proteserne offentligt, men uden resultat. Patienterne blev slået ihjel.  I en af sine prædikener afslørede han kendskab til detaljere til eutanasi-programmet. Von Galen sagde også i talen at han tager stærkt afstand fra programmet, og at drabsmændene skulle straffes. Von Galens prædiker blev hurtigt udbredt, de blev oplæst i flere katolske kirker, men også i protestantiske kirker. De nåede også til fronten og udlandet, hvilket ikke var godt for nazisterne. Ved fronten vakte budskabet uro blandt soldaterne, da de fandt ud af, hvilken skæbne der kunne vente hjemvendte sårede soldater. I udlandet belyste især de engelske og de amerikanske medier von Galens protest, som i deres øjne var heroisk. Prædikerne blev oversat til flere sprog.  På grund af sin store udbredelse blev prædiken en medvirkende faktor for Hitlers beslutning om eutanasi-programmets videre forløb.
  Nogle protestantiske præster blev anholdt af det hemmelige politi, Gestapo, og sendt i koncentrationslejre for at kritisere statens ledelse. Von Galen forventede da også selv at blive anholdt, og allerede om aftenen efter den omtalte prædiken sad han i sit hjem og ventede, men Gestapo kom ikke. Efterfølgende fortsatte von Galen med at opponere mod det nazistiske regime i sine prædikener, men han blev aldrig straffet for sine protester. Der var flere personer i den nazistiske topledelse, der var af den opfattelse, at von Galen skulle hænges for sine udtalelser, men i sidste ende ønskede man ikke at skabe konflikt med kirken i krigstid. Hængning af von Galen ville højst sandsynligt gøre ham til martyr, hvilket ville øge hans popularitet og dermed give grobund for mistillid til det nazistiske regime. Hitler besluttede derfor, at han først ville reagere på von Galens modstand efter krigens afslutning.

I stedet for at anholde von Galen valgte de nazistiske magthavere at iværksætte en omfattende modpropaganda for at forsøge at imødegå det kendskab til eutanasi-programmet, som var en af effekterne af von Galens protester. Denne propaganda-kampagne omfattede avisartikler, hvor man forsøgte at afværge rygterne om eutanasi ved at kalde det fjendtlig propaganda med det formål at svække den indre front.

Von Galen døde i marts 1946, men inden han døde blev han udnævnt til kardinal i december 1945.

Kilde: http://www.folkedrab.dk/sw52849.asp