Bekendelseskirken
Bekendelseskirken blev stiftet, da Hitler overtog magten i
Tyskland i 1933. Den var en retning inden for den protestantiske kirke, der
forsøgte at bekæmpe nazisternes forsøg på at få kontrol med kirken i Tyskland.
Bekendelseskirken var Barmenerklæringens afsender, og kun de, som kunne
tilslutte sig Barmenerklæringen, havde ifølge Bekendelseskirken ret til at repræsentere
den sande kirke.
Hovedpersoner
Barmenerklæringen er ikke en enkelt mands tekst. Teologerne
Karl Barth (1888-1966) og Martin Niemöller (892-1984) var dog to af hovedaktørerne
bag erklæringen. Karl Barth, der også er kendt som fadder til den såkaldte
dialektiske teologi, blev afskediget og derefter udvist af Tyskland på grund af
sin modstand mod nazismen. Martin Niemöller var en af Bekendelseskirkens mest
betydningsfulde repræsentanter. Han blev af Hitler erklæret "livsfange nr.
1" og sad i fangenskab fra 1937 til krigens afslutning.
Uddrag fra Barmenerklæringen
To karakteristiske passager fra Barmenerklæringen:
"Som medlemmer af lutherske, reformerte og unerede
kirker må og skal vi i fællesskab tale om denne sag. Netop fordi vi ønsker at være
tro mod vores respektive bekendelser og ønsker at vedblive at være det, kan vi
ikke tie, idet vi tror, at der i en tid, der er kendetegnet af en fælles nød og
anfægtelse, er lagt os et fælles ord i munden."
Serie om bekendelser
Lige siden kristendommens første tid har troende gjort forsøg
på kort og præcist at formulere, hvad troen gik ud på i bekendelser eller
bekendelsesskrifter. Kristeligt Dagblad bringer en serie om bekendelser, der
har formet kirkehistorien, og som stadig har betydning for kirkens tro og lære.
Denne artikel er femte artikel i serien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar