Forholdet mellem kirken og Hitler

Hitler var selv opdraget som katolik. Han udvikler sig til at blive kritisk overfor kirken.
Hitler mener, at Tyskland skal være sin egen Gud.
Han bruger begreberne: Tro, håb og kærlighed. Han bruger de her tre begreber fra kristendommen, om Tyskland, for at bevise overfor Tyskland er vi er vores egen Gud. Hvis vi er vores egen(Hitler er) Gud, kan vi frelse Tyskland for hungersnød og fattigdom. Han siger indirekte: Han selv er ”gud”. Eller i hvert fald sendt af Gud.

I 1933 var der stor begejstring for fremskridt i det fattige Tyskland. Kun få kritiske røster hørtes, da kirkerne tog imod Hitlers invitation til at deltage i en fælles kamp mod gudløshed og moralsk forfald, og i løbet af kort tid blev en bevægelse med navnet Tyske Kristne en stærk magtfaktor i kirkelivet. Bevægelsen arbejdede for at gennemføre nazismens ideologi også i kirken. Det gjorde at efter magtovertagelsen i 1933, nazisterne meget hurtigt satte sig på styret af den evangeliske kirke, gennem indsættelse af en såkaldt rigsbiskop.

 Særligt to problemstillinger var efter Hitlers magtovertagelse blevet brændende aktuelle for den evangeliske kirke: førerprincippet og raceideologien. De Tyske Kristne havde fået valgt en rigsbiskop, der med Hitler som fører-forbillede skulle realisere idealet om den stærke leder. Samtidig blev der i 1933 vedtaget en "arier-paragraf", som betød, at alle præster skulle godtgøre, at de var rigtige tyskere for at beholde deres embede.

Luthers to-regimentelære:

Åndelige regimente:

-          Kirken

-          Bruger ordet/biblen

Det verdslige regimente:

-          Staten/fyrsten

-          Bruger sværdet/magten

Luther ville have at begge regimenter skulle være under Gud som herre.

Nationalistiske teologer argumenterede, blandt andet med henvisning til Luther, for, at nazi-styret var et godt regimente, indsat af Gud. Kirken skulle ikke skal blande sig i statens anliggender. De bruger regimentelærerne mod kirken og udnytter dens magt. 

I løbet af 1933 begyndte kredse i den evangeliske kirke at finde sammen om en modstand, der dog mest handlede om at bringe kirken frelst igennem tiden med det nye styre.

Karl Barth var – med baggrund i sin teologi – en klar modstander af en sådan begrænset strategi. Han forudså den kommende katastrofe, og han mente, at kirken kun kunne reddes som kirke ved at sige et klart og markant nej til den hedenskab, som nazistyret efter hans mening repræsenterede.

Dette voksende spændingsfelt mellem den politiske statsmagt og den protestantiske kirke, er baggrunden for at forstå Barmenerklæringen, der er enestående i nyere kirkehistorie. Barmenerklæringen er en erklæring der blev lavet i Barmen i bekendelseskirken. Her fik Karl Barth reddet kirken for nazisternes ideologier. Erklæringen er det første eksempel siden reformationen på en bekendelse, der samler både lutherske og reformerte kristne.

 

Kilder: kompendiet kirke og nazisme.